Vi havde en enkel start på dagen, ned i baren bestille kaffe/croissanter og herefter ud på opdagelse i den store uudforskede verden. Vi mødte efter 10 km en stor smuk turkisblå sø, som vi fulgte 10 km. Vores plan var at stoppe ved søen et sted og spise en anden morgenmad. Det gjorde vi. Det er dejligt at være på landevejen….
Snart ramte vi en meget trafikeret vej, familien Spanien var på vej på påskeferie. Det er ikke fedt at cykle på snævre meget trafikerede veje. Det gør det ikke mere behageligt når det går op og ned og når vejen ofte drejer, således at bilerne ikke kan overhale. Man føler sig skyldig i den hale af biler man ofte har efter sig. Vi ønskede os væk fra alt trafikken. Det skulle vise sig at vi kom det efter ca. 10 km på befærdet landevej, da vi drejede ind på en stille sidevej.
Vi kom nu ud i et smukt landskab uden noget trafik overhovedet. På vores ene side havde vi sneklædte bjerge, Pyrenæerne. Ellers bevægede vi os gennem marker og fjeld. På et tidspunkt spottede vi en middelalderby (Artieda) oppe på en bjergside. Vi blev enige om at prøve lykken og køre op og se om der var en restaurant der serverede frokost. Det var der. Restauranten havde en terrasse, med det vildeste udsyn til Pyrenæerne og det omkringliggende landskab. Indretningen var typisk sydeuropæisk, rustik, men super charmerende. Et sted man havde lyst til at hænge ud på længe. Efter 3 retter mad, et enkelt glas vin og en kaffe var det tid til at komme videre.
Inden længe mødte vi en grusvej som bumlede op og ned gennem landskabet i næsten 20 km. En krævende og anstrengende del af turen.
Da vi nåede asfalt igen var det tid til en kaffepause i en grøftekant før det gik videre igen. Det skulle snart vise sig at ruten igen skiftede karakter. Vi startede nu opstigning til det højeste bjergpas på turen, 858 m. over havets overflade. Humøret var højt på vej op, på trods af den til tider var krævende. Men udsigten, vejret og de mange thumbs up fra forbipasserende gav os overskud og glæde hele vejen op.
Nedkørslen var et kapitel for sig selv. I hvert tilfælde for os. Det skulle nemlig vise sig at det gik, mere eller mindre, ned af bakke de næste 25 km. En fantalastisk fornemmelse at svæve gennem landskabet som tilskuer i så vilde naturscenerier.
Efter 75 km. og lidt over 1000 højdemeter ankom vi til en campingplads i Morillo de Gallego. Vi har slået vores telt op under oliventræer og hækken der omkranser os er rosmarin. Velkommen til sydeuropa! Vi fik gennemgået vores lettere rustne campingrutiner, hvorefter vi fandt campingpladsens bar/restaurant. Vi fik en aften-bike-øl, men menuen bestod af elendige fast food retter. Så dem sprang vi over. Det skulle dog vise sig at samtlige byens restauratører var taget på påskeferie, så aftensmaden endte med at blive flute med tun på campingpladsen. Mens vi spiste oplevede vi noget vildt. Vi så månen stå op bag en bjergtop. Fra vi slet ikke kunne se månen til den var helt synlig gik der mindre end 5 min. Det var en syret oplevelse. Vi lader den stå….
Klik på playknappen nedenfor, for at høre vores lyddagbog
